Plaisir d'amour Noder

Originalen blev skrevet i Versailles 1784 af en komponist for dronning Marie Antoinette - Jean-Paul-Égide Martini. Denne en af mange sange skrevet i opera af ham. Han vidste det ikke på det tidspunkt, men han skabte en tidsrejsende sang. Den var sandsynligvis skrevet til Marie Antoinette, så hun kunne synge den, mens hun spillede den på harpe.

43 år efter Martinis død i 1816 inkluderede Hector Belioz sangen i en koncert med sit værk. Belioz var betaget af en sangerinde Pauline Viardot, og hun havde Plaisir d'amour på sit repertoire. I slutningen af det 19. århundrede nød sangen godt af et boom i salget af noder, og det var blevet en nationalistisk fransk sang, som blev meget populær og tilgængelig.

I begyndelsen af 1900-tallet, fordi indspilning af musik blev mulig, blev musikken meget tilgængelig, og publikummet for mange sange voksede meget hurtigt. Kunstnere ville elske at skabe deres egen version, især instrumentalister, der vidste, at der op og ned i Amerika var børn, der trang til sange, der ikke normalt præsenteres på en passende måde for dem at spille.

Nøglen til succes for tidsrejsende melodier er at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. At blive samlet op, omarbejdet og genfremstillet som noget nyt og spændende glædeligt. Da RCA-hitpladeforfattere søgte efter ideer til at udvikle sig som en nøglesang, der skulle synges af en relativt lovende start, fandt de Plaisir d'amour. De baserede derefter Elvis Presleys 1961, Can't Help Falling in Love på den.

Det er genkendeligt den samme melodi, selvom teksterne er helt nye, og den har en helt anden rytme og stil. I filmen Blue Hawaii synger Elvis det for sin kæreste i en social sammenkomst og antager øjeblikkeligt en behagelig ny form for et nyt publikum. Det er glædeligt lige fra starten ved at gå op og ned en femtedel, hvilket er usædvanligt. Broen går ind i en moltonart, og der er en smuk kadence for enden.